---
title: "Referat af generalforsamling"
description: "Generalforsamling har fundet sted"
date: "2026-04-16"
created: "2026-04-16"
---

# Referat af ordinær generalforsamling

[Hjem](https://na-fjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://na-fjernvarme.dk/nyheder)

                [Referat af generalforsamling](https://na-fjernvarme.dk/nyheder/referat-af-generalforsamling)

*Årets ordinære generalforsamling fandt sted onsdag den 15. april, hvor 20 andelshavere deltog.*

*Formanden, Anders Holstener Larsen, bød velkommen og Ib Eriksen blev valgt til dirigent, hvor han konstaterede lovligheden i afholdelsen af generalforsamlingen.*

*Derefter aflagde formanden bestyrelsens beretning, hvor der både indgik produktionsdata, organisationsforhold og ikke mindst den alt for høje returtemperatur, der er tilfældet for godt 40% af forbrugerne. Formanden oplyste, at de ca. 300 forbrugere, der har for høj returtemperatur, måtte betale ca. kr. 475.000 i motivationstarif i 2025, mens de ca. 100 forbrugere, der har en meget flot og lav returtemperatur på under 32 grader C modtog en rabat på ca. kr. 50.000. Det vil være værkets målsætning at besøge mindst 100 forbrugere med for høj returtemperatur årligt for at hjælpe med vejledning og information til at få sænket returtemperaturen.*

*Dernæst slog formanden et slag for, at flere - end de allerede 217 forbrugere, der har lejet en varmeunit - lejer en varmeunit af værket. En ny varmeunit er med til at sænke returtemperaturen og reducere ledningstabet. Efter nogle få kommentarer blev beretningen godkendt.*

*Efterfølgende gennemgik forretningsføreren årsrapporten for 2025 og budgettet for 2026, som der også kun var få bemærkninger til. Årsrapporten, der udviste en overdækning på tkr. 404 mod et forventet resultat på tkr. 615, blev godkendt og budgettet blev taget til efterretning.*

*Dernæst gennemgik formanden det af bestyrelsen fremsatte forslag, om at give bestyrelsen bemyndigelse til at indlede et samarbejde med Sydfalster Varmeværk via stiftelse af et fællesejet anpartsselskab. Efter en del bemærkninger og kommentarer, hvor formanden bl.a. fastslog, at der ikke var tale om en fusion, men om et samarbejde, hvor de enkelte a.m.b.a.´er bliver bevaret med hvert sit regnskab og hver sin bestyrelse. Det kunne ved den efterfølgende afstemning konstateres, at samtlige 20 andelshavere stemte for at bemyndige bestyrelsen til at indlede et samarbejde med Sydfalster Varmeværk.*

*Da bemyndigelsen således var vedtaget, skulle forslaget om vedtægtsændringer også behandles. Igen gennemgik formanden vedtægtsændringerne, og ved afstemningen var der igen enighed om at tiltræde ændringsforslaget, idet samtlige 20 andelshavere stemte for.*

*For at vedtægtsændringer kan vedtages på den ordinære generalforsamling, så kræves der, at mindst halvdelen af andelshaverne er repræsenteret på generalforsamlingen og at mindst 2/3 stemmer for ændringsforslaget. Begge forudsætninger blev ikke opfyldt på den ordinære generalforsamling, hvorfor det er nødvendigt at indkalde til **ekstraordinær generalforsamling, der finder torsdag den 7. maj kl. 18.00.***

*Herefter fortsatte dirigenten med valg til bestyrelsen, hvor der var 3 kandidater til 2 pladser i bestyrelsen. Efter skriftlig afstemning blev Flemming Nielsen og Lars Krogsbæk nyvalgt, mens Jørgen Fogtmann ikke opnåede genvalg til bestyrelsen.*

*Stig Høholt blev valgt til ny 1. suppleant og Flemming Heintz blev valgt til ny 2. suppleant, ligesom revisionsfa. Aage Maagensen blev genvalgt som revisor.*

*Sluttelig takkede formanden de afgående bestyrelsesmedlemmer, Steen Aalborg og Jørgen Fogtmann, for deres indsats og engagement i bestyrelsesarbejdet ligesom dirigenten blev takket for god og myndig ledelse af generalforsamlingen.*

[20260415-GF-slideshow.pdf](https://na-fjernvarme.dk/p/Nørre Alslev Fjernvarme/Filer/20260415-GF-slideshow.pdf "20260415-GF-slideshow.pdf")
